Tanker om det at føle sig hjemme og om genkendelsen af noget oprindeligt.
Den første gang
Jeg husker så tydeligt den første gang, Brian og jeg så huset i #skoven. Det var en fuldkommen skøn og umiddelbar følelse af at høre hjemme, og af at genkende. Af at huske, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Det er en følelse, som stadig lever i mig, og som kun er blevet dybere med vores tid som familie, herude på landet.
De store skove og søerne her i #Sorø ligner min barndoms skønhed i Silkeborg; markerne og de lange lige veje, der løber stolt ved siden af dem, minder mig om de mange fortællinger, min morfar delte med mig, da jeg var barn – delte fra sin opvækst midt på Sjælland. En bondedreng med et hjerte af guld på eventyr i livet, som nåede at lære mig så utroligt meget om det, der er noget værd.
Når livet binder sløjfe
Min morfar fortalte mig blandt andet om far Oluf og mor Kristine; min oldemor, som mine forældre valgte at opkalde mig efter, og som jeg derfor altid har følt mig forbundet med, selvom jeg dårligt nåede at lære hende at kende. Jeg husker så tydeligt hendes solbrændte smil og bløde hænder, som jeg her forleden så foreviget på det billede, jeg bad min mormor om at finde frem af gemmerne – fordi Oldemor, opdagede jeg for ganske nylig, på den allerfineste måde, viser sig at være en del af min genkendelse.
Oldemor Kristine blev nemlig født Jensen. Et navn, jeg selv tog, da jeg for et par år siden giftede mig med min elskede, som for øvrigt også har sine aner her, hvor vi er. I skovene og på markerne midt på Sjælland.
Det er en forunderlig følelse af, at #livet binder sløjfe; at der er blevet plantet endnu et nænsomt kys i mit hjerte på noget, der engang føltes som om, det var blevet væk: Følelsen af at høre hjemme.